SpejderVi satte spor
Så er sommerferien slut og hverdagen er for alvor i gang igen. Forhåbentlig er der blevet tanket energi og indsamlet gode oplevelser rundt omkring i sommerlandet.
Hvad enten ferien har foregået herhjemme i Danmark eller i det store udland, så er der med garanti sat minderige spor af forskellige slags hos mange.
Det er der også hos mange spejdere rundt om i hele verden.

I dagene fra den 22. juli til den 30. juli, mødtes knap 40.000 børn, unge og voksne spejdere, fra hele Danmark og udlandet, på Kær Vestermark ved Sønderborg. En by af rafter og telte skød op og blev for en stund vores hjem og dannede rammen om ”Spejdernes lejr 2017”. Lejrens vision og tema var ”Vi sætter spor” og det blev der i høj grad. Den enkelte spejder blev dagligt udsat for oplevelser og indtryk, udfordringer, krav og ikke mindst, møder med nye mennesker fra forskellige spejderkorps og andre dele af verden. Det blev en oplevelse ud over det sædvanlige. Vi mødte spejdere i andre farver uniformer og med andre skikke og andre måder at gøre tingene på, end dem vi kender.

En spejderlejr på størrelse med en mindre provinsby kræver overskuelighed og samarbejde for at kunne fungere og ikke mindst for at kunne finde rundt. Lejren var derfor opdelt i underlejre, der hver især var opdelt i kvarterer.  Magleboerne skulle bo i underlejren Slottet, i fælles kvarter sammen med resten af Slagelse kommunes spejdergrupper, samt to grupper fra England og Frankrig. Hjemmefra skulle vi finde et navn til kvarteret der gerne skulle referere til den underlejr vi blev en del af – valget faldt på Trelleborg, slottet for vikingernes konger.

Grupperne blev også enige om et fælles tema for kvarteret, nemlig prioriteret fællesskab. I stedet for at hver enkelt gruppe fik sin egen lille lejrplads og selv skulle sørge for alt det praktiske i løbet af ugen, blev rammerne åbnet op. Spisebordene af rafter blev bygget i en cirkel, gennemkrydset af veje, så det forestillede det rigtige Trelleborgs voldanlæg. I midten blev der skabs et fælles køkken, fælles bålpladser, materiale og samlingstelte. Udenom fik hver enkelt gruppe et område til telte og eget grej. Fra start til slut tog alle grupper ansvar for fællesskabet og de fælles arbejdsopgaver. Lejren blev bygget op og vedligeholdt i fællesskab og aftensmaden blev tilberedt og spist i fællesskab.

Aktiviteterne og lejrlivet dannede rammen hvor hver enkelt spejder lærte at indgå i alle slags relationer, uanset uniformsfarve eller sprog. Spejderlivet var fællesnævneren for vores fællesskab og det er i fællesskabet og i samarbejdet at vi udvikler os og forhåbentlig finder ud af hvor vigtig en brik vi hver især er i det samlede puslespil.

Der blev sat spor i alle og alle satte spor i andre.

Line Søndergaard

Additional information