Kender du det, at bekymringer og problemer fylder alt for meget i dit hoved? Store bekymringer eller små: Bekymringer om livet, om fremtiden, om børnene, om udseendet, om kærligheden, om økonomien? Og kender du det at bekymringer som i sommerens lys og varme var de rene bagateller i vinterens kulde og mørke vokser sig store og uoverskuelige? De vokser og fylder så det føles som om du er ved at kvæles i dem, så alt hvad du længes efter er at kunne lægge dem fra dig, at blive fri og ubekymret og let om hjertet igen.
For nogle mennesker bliver det lettere at skære bekymringerne væk når lyset begynder at vende tilbage og varme verden op, efter en lang og mørk vinter. Sådan var det for digteren Benny Andersen da han skrev sin ”hilsen til forårssolen”:

Det er forår. Alting klippes ned.
Der beskæres i buskadser og budgetter.
Slut med fordums fede ødselhed.
Vi begynder at træne til skeletter.
Jeg blir fem år ældre
ved hvert indgreb i min pung,
men når forårssolen skinner,
blir jeg ung!

For dem der kan lide at gå i kirke er der også her i foråret en historie fra Bibelen, som handler om at lægge sine bekymringer fra sig. En særlig dag i kirkeåret beregnet til at fejre bekymringsløsheden. På dagen med det mærkelige navn Mariæ Bebudelse (i år d. 25. marts)handler det om den unge Maria, der får den urealistiske besked at hun skal føde Guds barn. Marias reaktion er overraskende, naiv og befriende på samme tid.  Selvfølgelig undrer hun sig da englen dukker op. Selvfølgelig undrer hun sig over den opgave hun får. Men hun protesterer ikke. Hun tager bare imod og siger ”Lad det gå som du fortæller mig”.
Maria kan lære os, bekymrede sjæle, noget vigtig om bekymringsløshed. Fordi hun er fuld af tillid, fuld af tro. Tro på at hun er skabt af Gud, tillid til at der er en mening med hendes liv og derfor tør hun gøre som hun gør: Tage imod, acceptere og gøre hvad der er brug for. Uden at bekymre sig, uden at være i tvivl. På sin egen naive måde kan hun lære os det samme som Benny Andersen lidt bittert slutter sin forårshilsen af med:

Tag da kun min sidste spinkle mønt.
Livets sol er min den sidste del af livet,
for som solfanger er jeg nu begyndt at forstå,
at Alt og Intet er os givet.
Og en gang går solen sin
runde uden mig,
men når forårssolen skinner,
lever jeg!

Pyt med bekymringer og sorger – Forårssolen viser os, ligesom Maria og den søn hun fødte, at alting begynder på ny også selvom det så ud som om alting var slut. I forårssolen vokser alting op og gror på ny. Ligesom alting voksede op for Maria da hun lagde bekymringerne fra sig og stolede på at Guds løfte til hende var sandt.

Grith Seersholm